Det er et album, der snyder lytteren gentagne gange, for man starter med at tro, man har fået et album, der lægger sig op af hele den vikingemetalbølge, som Quorthon startede, men som tiden går, bevæger vi os mere over i en mere thrashet og riff-dreven metal, som vi kender det fra brødrene Sakis, og før vi ved af det, så er vi et sted, hvor det udelukkende handler om at få så mange soloer ind i en sang som muligt, mens man powerslider fra den ene ende af scenen til den anden.